Poetiske visioner og skarpe pegefingre: Mød vinderne af "at bo med byggestop"

Studerende fra landets arkitektskoler udfordrer byggeriets vanetænkning med poetiske modeller, kritiske kommentarer og kreative greb i det bestående – og undersøger boligens potentiale i en fremtid uden nybyggeri. Se vinderneprojekterne.

Forrest ses vinderne af studenterkonkurrencen ‘At bo med byggestop’ Camille Nejsig Læsø Nielsen og Karoline Bach Nielsen. Bagerst til venstre står andenpladsen, som er Mads Buus Sørensen og Max Ferdinand Thomsen. Bagerst til højre er modtagerne af tredjepræmien Anton Svenning Jensen og Aske Truelsen Bugge, som står ved siden af formand for APA, Rune Christiansen. Foto: Arkitektforeningen

Studenterkonkurrencen er udskrevet i et samarbejde mellem Arkitekternes Arbejdsløshedskasse (APA) og Arkitektforeningen og er sponsoreret af APA.

To projekter deler førstepladsen

I en tid, hvor klimakrise og ressourceknaphed udfordrer byggeriets præmisser, har studerende på Det Kongelige Akademi og Arkitektskolen Aarhus undersøgt, hvordan vi kan gentænke fremtidens bolig med udgangspunkt i det eksisterende.

17 studerende har deltaget i konkurrencen ”At bo med byggestop”, og det affødt en række visionære forslag, som både poetisk og kritisk undersøger, hvad der sker med vores boligkultur, når byggeriet går i stå.

Juryen har belønnet de forslag, der ikke blot forholder sig til byggestoppet som en begrænsning, men som et nyt arkitektonisk vilkår samt dem som har brugt konkurrencen til at revurdere, hvad det vil sige at bo.

Vinderprojekterne demonstrerer, hvordan arkitekturen kan bevæge sig væk fra idéen om det nye som nødvendighed og i stedet finde nye kvaliteter i det allerede eksisterende.

Vinderne blev kåret ved Arkitektforeningen Københavns sommerfest, hvor de blev fejret med rosende omtaler, bobler og en masse medstuderende.

Se dommerbetænkningen for studenterkonkurrencen og læs mere om modtagerprojektet af bachelorlegatet længere nede i teksten.


At bo med byggestop: Vinderprojekt

Konkurrenceforslaget af netop dimitterede MAA’ere Camille Nejsig Læsø Nielsen og Karoline Bach Nielsen undersøger på poetisk vis ‘mellemtiden’ – et tænkt scenarie, hvor der slukkes for byggeindustriens mange maskiner.

At bo med byggestop APA Arkitektforeningen

Støbt i gibs er en skalaløs kasse omgivet af støv. Forslagsstiller beskriver selv i teksten, hvordan “modellen imiterer et fossil, et minde, et glemt sted, som vokser frem, når byggepladsens støv lægger sig.” På poetisk vis får model og tekst os til at reflektere over, hvordan vores hverdag ville se ud, hvis der blev indført byggestop i morgen, der blev slukket for maskinerne og byggestøvet fik lov til at lægge sig.

Forslaget modtager konkurrencens førstepræmie for på poetisk vis at få os til at spekulere over, hvordan byggepladsen vil opleves under et byggestop.

APA logo